Birgit Rasmussen
Birgit Rasmussen var sang og musik pædagog på Jyderup Realskole fra 1968-1976


1966 dec.; Kalundborgs pigekor 20 år
I disse dage er det netop tyve år siden, en ung pige på 17 år for første gang stod på hotel Postgårdens scene med et pigekor. Koret sang ved en julevelgørenhedsfest. I går stod den samme kvinde atter på Postgårdens scene med et kor, mere sikker end den gang, ikke så nervøs for, at ikke alt skulle gå, som det skulle, men med nøjagtig samme ildhu i sit forhold til musikken og sangen om dengang.

Fru Birgitte Rasmussen, der nu har ledet Kalundborg Pigekor i tyve år, vil nok acceptere, at hun er ud af en musikglad familie, men hun vil hellere kalde den for en menneskeglad familie. Huset på Bredekildevej står altid åbent for de unge, og der bliver spillet og sunget af hjertens lyst. Fru Rasmussen er sanguddannet og uddannelsen har hun fået hos forskellige privatlærere i København, blandt andet hos nu afdøde operasanger Magnus Andersen.
Allerede som 17 årig fik hun lyst til at danne et kor, og hun fik fat i nogle piger i alderen fra 10-15 år, der kunne lide at synge. Til den første koncert mindes hun, at koret havde Mozarts vuggesang på programmet.
Et vovestykke
- Hvis jeg havde haft den erfaring, som jeg har i dag, havde jeg ikke vovet at tage det nummer med, siger hun, men det gik jo alligevel. Det har ikke altid været lige let at holde koret i gang, for fru Rasmussen boede i seks år i København. Alligevel lykkedes det, fordi hun mange gange tog turen til Kalundborg for at holde prøver med pigerne.
Det har aldrig været vanskeligt at få piger til koret, Fru Rasmussen har også musikskole, og herigennem kom hun naturligt i forbindelse med mane musikglade unge.
Pigerne prøver en gang om ugen, og sætter en ære i så vidt som muligt aldrig at forsømme. Har de ikke forsømt i et helt år, får de en sølvstjerne som præmie, og hvor utroligt det end lyder, er der faktisk piger i koret, der har både otte, ni og ti sølvstjerner siddende på deres sorte vest.
Giv dem et mål

- Det kan lyde, som om der skal piger af et ganske særligt format til for at kunne klare det, siger fru Rasmussen, men erfaringen har lært mig, at det stof er der i de fleste, hvis man ofrer den nødvendige tid på dem. For 95% af teenagernes vedkommende er der i virkeligheden ingen problemer, hvis de bare har noget at beskæftige sig med, et mål at stræbe efter, og man giver dem fred til at dyrke deres interesser.
Fru Rasmussen har ofte rejst i udlandet med pigerne. Sidst var hun i Finland med koret. I år har der ikke været tid til at deltage i radioens kor konkurrence, hvor Kalundborg Pigekor tidligere har opnået fine placeringer.
Tak for husly
Koret øver hver onsdag i et lokale, som kommunen har stillet til rådighed på Solgården, og traditionen tro vil pigerne på Lucia dagen synge for de ældre på hjemmet som tak for husly.
December er altid en travl måned for koret, der godt kan regne med et par arrangementer pr. uge. I går havde pigerne først sunget i Odd-Fellow logen, før turen gik til husmoderforeningen, og i dag synger de i Fuglede.
Der er sørget for, at koret ikke sygner hen, hvis fru Rasmussen en skønne dag skulle blive træt af at stå for akkompagnementet.
Kalundborg Kor
Pigekorets medlemmer er iført dragter, der er en omskrivning af den gamle Røsnæs dragt. Den består af en lang rød nederdel, sort vest og hvid bluse. På det hvide forklæde står: Kalundborg Pigekor

Hendes lillesøster Lisbeth er ved at blive opøvet i dette job. Fru Rasmussens anden lillesøster dyrker sangen, og bliver uddannet hos Johannes Wahl.
20 års jubilæet vil blive fejret ved en forældrefest, men den må vente til januar, for der er simpelthen ikke tid før1
1971 juli; Birgitte Rasmussen
Fru Birgitte Rasmussen, Torslundevej 18, Svinninge, vil, efter at Svinninge kommunalbestyrelse har givet tilladelse til nedlæggelse af en lejlighed i ejendommen, oprette en permanent sang - og musikskole i umiddelbar tilknytning til hjemmet.
Birgitte Rasmussen, der stadig leder Kalundborg Pigekor, efter at hun for tre år siden rejste fra Kalundborg til Svinninge, har taget initiativet til musikskolen på baggrund af en stigende forespørgsel om undervisning i sang og musik.
- Jeg får nu mulighed for at tage flere elever fra Svinninge og omegn, siger hun. Mange har bedt om at få individuel undervisning.
Underviser i Jyderup
Foruden Kalundborg Pigekor på 24 medlemmer og enkeltelever underviser hun i øjeblikket omkring 40 elever på Jyderup Realskole, hvor hun har sin daglige gerning som lærerinde.
Jeg håber i stigende grad at kunne tage holdene med hjem, siger hun. Det vil være med til at skabe bedre forhold for os alle sammen.




Fru Birgit Rasmussen 1973-74
Udvidelsen af sang - og musikskolen betyder ikke, at fru Birgitte Rasmussen vil opgive sin lærergerning.
- Jeg vil sideløbende fortsætte mit arbejder på Realskolen i Jyderup, understreger hun2


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 7. dec. 1966, side 5; Kalundborgs pigekor 20 år
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 23. juli 1971, side 6; Birgitte Rasmussen
Billede af Fru Birgit Rasmussen er fra Hanne Jalborg 1973-74 Bag fru Rasmussen, ses Marianne Fomsgård Andersen


Sidst rettet 27. oktober 2014
©Jyderup Realskole